Menu Luk

Nedenfor finder du de seneste vedtægter for Grundejerforeningen af april 2024.

Du kan downloade vedtægterne her: Vedtægter 2024

Vedtægter for Grundejerforeningen Over Dråby Strand 7 April 2024

NB: Følgende paragraffer er ændret fra vedtægter 2021: § 5 sidste afsnit, § 7, § 9 , §10 og §12.

§ 1 Navn, Medlemmer, Geografisk område
Grundejerforeningens navn er Grundejerforeningen Over Dråby Strand.
Foreningens medlemmer er ejerne af følgende matrikler eller kommende
udstykninger heraf:
7aa, 7ab, 7ac, 7ad, 7ae, 7af, 7ag, 7ah, 7ai, 7ak, 7al, 7am, 7an, 7ao, 7ap, 7aq,
7ar, 7as, 7at, 7au, 7av, 7ax, 7ay, 7az, 7aæ, 7aø, 7ba, 7bb, 7bc, 7bd, 7be, 7bf,
7bg, 7bh, 7bi, 7bk, 7bl, 7bm, 7bn, 7bo, 7bp, 7bq, 7br, 7bs, 7bt, 7bu, 7bv, 7bx,
7by, 7bz, 7bæ, 7d, 7e, 7f, 7g, 7h, 7i, 7k, 7l, 7m 7n, 7o, 7p, 7q, 7r, 7s, 7t, 7u, 7v,
7x, 7y, 7z, 7æ, 7ø, 7b,
(i alt 75 parceller, dog er 7b, Lille Skovvej 13 frivilligt medlem og 7ao, Stjernevang
2 er i 2011 sammenlagt med 7 aq, Mellemvang 9).
Parcelejere har ifølge tinglyst deklaration pligt til at være medlem af
grundejerforeningen. Alle på grunden hvilende forpligtelser over for offentlig myndighed samt de tinglyste deklarationer skal fuldt ud respekteres og kan ikke omstødes af nogen generalforsamling.

§ 2 Formål
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser i deres egenskab af
grundejere herunder – at sikre vedligeholdelse af anlæg – at drage omsorg for
opretholdelse af orden – at styrke sammenhængskraft ved fælles aktiviteter, samt
at være vejledende ud fra de på parcellerne pålagte servitutter, gældende
lovgivning eller anden myndighedsbestemmelse.
Foreningen træffer med bindende virkning for enhver grundejer alle bestemmelser
med hensyn til foreningens forhold.
I tilfælde, hvor foreningens vedtægter intet foreskriver, træffer bestyrelsen de
nødvendige beslutninger under ansvar over for generalforsamlingen. Bestyrelsen
kan ikke uden generalforsamlingens samtykke træffe beslutning om nyanlæg
eller indgå aftaler med andre grundejerforeninger herom.

§ 3 Ind- og udmeldelse, Adresseregistrering, Optagelse af lån, Formuekrav
Det er sælgerens pligt at oplyse køber om foreningens vedtægter før salget. Køber
kan ikke være forening, institution eller tilsvarende.
Både den tidligere og den nye ejer er pligtig at anmelde ejerskifte til foreningens
formand eller kasserer og skal i forbindelse hermed oplyse den tidligere ejers nye
bopæl og den nye ejers navn og bopæl. Med henblik på elektronisk fremsendelse
af dagsorden, bilag mv. ønskes også evt. mail-adresse oplyst.
Et medlem kan ikke udtræde af foreningen før overdragelse af rettigheder og
forpligtelser er sket til ny ejer. I givet fald indbetaler det nye medlem eventuelle
restancebeløb. Først når dette er betalt, og den nye ejer har påtaget sig de samme
forpligtelser som de øvrige medlemmer, bortfalder ethvert krav på det afgåede
medlem. Medlemmerne hæfter ikke solidarisk for kontingentet, men hæfter solidarisk
overfor tredjemand for eventuelle lån eller øvrige forpligtelser, som en
generalforsamling lovligt måtte vedtage. Et udtrædende medlem har intet krav på nogen del af foreningens formue.

§ 4 Regnskabsåret, Kontingent
Regnskabsåret er kalenderåret. De nødvendige administrations- og
driftsomkostninger i forbindelse med foreningens virksomhed dækkes af et
medlemskontingent, hvis størrelse er fastsat på forrige års generalforsamling.
Ekstrakontingent kan udskrives, når dette skønnes nødvendigt, men skal være
besluttet på en generalforsamling.
Hver parcelejer betaler medlemskontingent, som opkræves årligt i 1. kvartal.
Forfaldsdato fremgår af opkrævningen. Kontingent, der ikke måtte være betalt, vil
efter behørig advisering – jvf. rentelovens bestemmelser – blive inddrevet ved
retslig inkasso. Alle udgifter i forbindelse hermed pålægges skyldner.
Er et medlem utilfreds med bestyrelsens afgørelse vedrørende opkrævning af
restance, kan afgørelsen indankes for den første ordinære generalforsamling, hvis
afgørelse er endelig.

§ 5 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Foreningens interesser
varetages af generalforsamling, bestyrelse og revisor. Ordinær generalforsamling
afholdes hvert år senest i andet kvartal.
Det tilstræbes at generalforsamlingen afholdes i den anden weekend efter påske.
Til den i medlemskartoteket oplyste mailadresse alternativt pr. brev til
folkeregisteradresse udsendes til det enkelte medlem senest 14 dage forud for
generalforsamlingen dagsorden, revideret regnskab og eventuelle forslag til
behandling på generalforsamlingen. Ønsker et medlem at fremlægge forslag, må
dette i skriftlig form være formanden i hænde senest fire uger før
generalforsamlingens afholdelse. Kun rettidigt fremsendte forslag kan behandles
endeligt af generalforsamlingen.
Med restance til foreningen mistes såvel adgangs- som stemmeret
generalforsamlingen, ligesom medlemmet ikke kan vælges til noget tillidshverv i
foreningen.
Ægtefælle eller samlever er velkommen til generalforsamlingen. Der kan kun
afgives én stemme pr. parcel. Stemme kan afgives ved stedfortræder med skriftlig
fuldmagt dog maximalt med to medbragte fuldmagter.
Afstemning foregår ved håndsoprækning medmindre der foreligger anmodning om
skriftlig afstemning. Undtaget herfra er valg til bestyrelse, hvor afstemning skal
ske skriftligt, såfremt der er flere kandidater opstillet til samme post.
Simpelt stemmeflertal fra de fremmødte stemmeberettigede medlemmer er
afgørende for stillede forslags vedtagelse eller forkastelse. Ved stemmelighed
forkastes forslaget. Blank stemmeafgivelse medregnes ikke.

Vedtægtsændringer eller tillæg hertil kræver dog tilslutning af mindst 2/3 af de
fremmødte stemmeberettigede medlemmer. I modsat fald er forslaget bortfaldet.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke kan være bestyrelsesmedlem
eller revisor.
På den ordinære generalforsamling foretages:
1. Valg af dirigent samt evt. et 3-mands stemmeudvalg.
2. Beretning.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab.
4. Rettidigt Indkomne forslag.
5. Budget, fastlæggelse af kontingent.
6. Valg af formand eller kasserer.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
8. Valg af revisor og revisorsuppleanter.
9. Eventuelt.
Der kan ikke under dagsordenes punkt 9 stilles forslag til afstemning. Der
udarbejdes et beslutningsreferat, der underskrives af dirigent og de
bestyrelsesmedlemmer, der var tilstede. Referatet bliver efterfølgende lagt på
foreningens hjemmeside.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling
Der kan i følge beslutning enten af en generalforsamling, bestyrelsen eller et
forlangende rettet til bestyrelsen af mindst 1/3 af medlemmerne afholdes
ekstraordinær generalforsamling. Fremkommer en sådan skriftlig, motiveret
begæring herom, skal generalforsamlingen afholdes tidligst 2 uger og senest 5
uger efter begæringens fremsættelse. Forslag, der ønskes behandlet, må indgives
skriftligt samtidig med begæringen.

§ 7 Bestyrelsen, valg af bestyrelsesmedlemmer
Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst tre og højst fem medlemmer.
På den ordinære generalforsamling vælges formand og kasserer samt et og op til
tre bestyrelsesmedlemmer. Alle vælges for to år. Desuden vælges en
bestyrelsessuppleant, en revisor samt en revisorsuppleant for et år. Genvalg kan
finde sted. Formand er på valg i ulige år. Dette gælder også for to bestyrelsesmedlemmer ved
fuldtallig bemanding. Kasserer er på valg i lige år. Dette gælder også for eventuelt et bestyrelsesmedlem ved fuldtallig bemanding. Såfremt et bestyrelsesmedlem udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder uden at have sendt afbud, betragtes vedkommende som værende udtrådt af bestyrelsen og suppleanten indkaldes. Efter behov er det tilladt bestyrelsen at tilkøbe lønnet medhjælp/ eksterne administrationsydelser.

§ 8 Forretningsorden, tegningsret
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Formanden er i samarbejde med
bestyrelsen den korresponderende i foreningens anliggender og skal til enhver tid
varetage medlemmernes interesser. Formanden tegner sammen med to
bestyrelsesmedlemmer grundejerforeningen i alle henseender, så som ved
økonomiske transaktioner, retssager m.m. I tilfælde af formandens fravær
indtræder næstformanden som underskriftberettiget.
Der kræves en generalforsamlingsbeslutning før bestyrelsen nogensinde kan
underskrive de fornødne dokumenter ved optagelse af eventuelle lån.

§ 9 Bestyrelsens møder, honorar mv.
Der afholdes møder efter behov. Formanden er ansvarlig for fastsættelse af
dagsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer er til stede.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed, er formandens
stemme afgørende.
Der tages beslutningsreferat, der godkendes af de tilstedeværende medlemmer.
Væsentlige beslutninger skal videreformidles i form af årsberetning, som
fremlægges på den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsesarbejdet er ulønnet. For udgifter i forbindelse med bestyrelsesarbejdet
honoreres medlemmerne med et årligt engangsbeløb, som fastsættes på den årlige
generalforsamling. Ekstraordinære udgifter kan mod behørig dokumentation
godtgøres.

§ 10 Foreningens midler, kassekredit, rådighedsbeløb mv.
Foreningens indtægter indsættes på foreningens formuekonto i et af bestyrelsen
foretrukken pengeinstitut.
Regningskrav på foreningen anvises af kassereren efter godkendelse af formanden
og udbetales fra driftskontoen. Kassereren har fuldmagt til at benytte en
Netbank-ordning, og skal benytte systemets mulighed for regelmæssige
kontoopgørelser. Kassereren fører et medlemskartotek.

§ 11 Regnskab, revision
Foreningens regnskab afsluttes pr. 31. december og opgøres senest ultimo
februar og revideres senest inden udgangen af marts måned i efterfølgende år.
Revisionen foretager såvel talmæssigt- som kritisk revision af regnskabet og
forvisser sig om, at de opførte aktiver er til stede, hvorefter regnskabet fremlægges
for bestyrelsen til gennemsyn og senere på den årlige generalforsamling.
Revisionen har ret til at foretage uanmeldt kasseeftersyn dog højst 2 gange om
året. Resultatet skal meddeles bestyrelsen.

§ 12 Ordensregler
På parcellerne må der ikke drives nogen form for erhvervsvirksomhed, fabrik eller
anden form for næringsvej, der ved støj, røg eller ilde lugt kan forvolde de
omkringboende grundejere ulempe. Som følge heraf må ingen form for
skilte/opslag herom forefindes.

Alle hegn skal overholde hegnslovens bestemmelser.

Politivedtægt og det kommunale brandregulativ er gældende for den enkelte
parcelejers gøremål og adfærd, og herunder henledes opmærksomheden på
regelsættet for affyring af nytårsfyrværkeri og dets 200 meters afstandskrav til
huse med stråtag.

Fremvoksende buske og nedhængende grene fra træer skal tilbageklippes til
skelgrænse se regler herom i informationsfolderen på foreningens eller
Frederikssunds hjemmeside.

Motorplæneklipper, motorsav og andre former for motoriserede
redskaber/maskiner må kun benytte på hverdage mellem 8.00 og 20.00,
lørdage mellem 8 og 17 og søn- og helligdage mellem 09.00 og12.00.

For at begrænse støvgener fra vejene, så henstiller vi til, at der køres med stærkt
nedsat hastighed. Privat kørsel og parkering i området med erhvervskøretøjer over
3.500 kg totalvægt er ikke tilladt bl.a. på grund af vejenes manglende bæreevne.
Al adfærd, herunder brug af musikinstrumenter, selskabelighed eller afspilning af
musik m.m., skal ske med tilbørligt hensyn til de omkringboende.

Hunde skal føres i snor på veje og strand. Eventuelle efterladenskaber skal
fjernes.

Foreningens eventuelt opstillede skilte skal respekteres.

Eventuel klage til bestyrelsen vedrørende et medlems misligholdelse af
ovenstående ordensregler skal indgives skriftligt og skal forinden være søgt
afklaret med ophavsmanden.

——————–

Revideret: den 22.06.92, 10.06.93, 16.06.94, 18.06.95, 18.06.96, 16.06.97,
16.06.02, 19.06.03, 23.06.04, 21.05.05, 14.06.05, 10.06.06, 21.04.07, 05.04.08,
25.04.09, 17.04.10, 07.05.11, 21.04.12, 13.04.13, 25.04.15, 22.08.2021,
07.04.24.

Copyright © 2024 OVER DRÅBY STRAND

———————

Tidligere versioner af vedtægterne finder du på siden vedtægtsarkiv her:https://overdraabystrand.dk/vedtaegtsarkiv/